Lundebjerggård

Siden sidst!

Den velfortjente middag for køkkendamerne(personerne) var en succes. Centerrådet var ‘tjenende ånder’ og levede efter forlydende fint op til den standard køkkendamerne sætter.

Astrid Andersen overlader ‘roret’ med at planlægge vagter i køkkenet til Kirsten Wiene, som er ny “Køkkenkoordinator” Tak Kirsten for at stille dig til rådighed. Kæmpe tak til Astrid for mange års rosværdig indsats. Astrid fortsætter i køkkenet som hjælper.

Bjarne Calundann, Torben Mundt og her i forrige uge Unni Berthelsen har meldt sig som frivillige i Centerrådet. Meget værdsat. De er nu ‘føl’ og lærer opgaverne. Bjarne er næsten ‘færdiguddannet’ og rigtig god til IT. Torben blev kastet ud i arbejdet fredag ved fredagsklubben og svedte som en flittig ‘hest’ da han hjalp til med opvasken. Hvilken god indstilling alle viser. Det er motiverende at opleve de mange smil, og rosende ord fra Jer brugere. Så pyt være med sveden kan springe.

Vores nye bordtennisbord er samlet og klar til brug i motionssalens gymnastikafd. Brug det. Om eftermiddagen er der stille i salen. Bordfodboldspillet er også samlet (værre end et møbel fra Ikea) men det lykkedes, klar til intense spil.

Fredagsklubben 28.10. var genremæssigt lidt anderledes. Jazz, bossanova, musette-musik. Dejligt som der blev taget godt imod de dygtige musikere. Tak til de trofaste klubgæster. I kender dem.

Sidste klubmøde i år er 09.12. hvor Mariane Josefsen fortæller julehistorier. Hvilken fænomenal fortæller!

Aktivitetsplanen (november til april) for huset udleveres ved Centerkontoret. Skriv datoerne i din kalender. Vinteren kommer du hurtigt igennem, hvis du deltager i så meget som muligt. Husk varmen, den fysiske som den menneskelige,’ på Lundebjerggård, er ikke kriseramt.

Der er lavet billetter til Julefrokosten 01.12. Kr. 250. Køb og vær med. Mere følger.

Der er meget mere at fortælle, men pladsen er begrænset. Kan vi gøre noget ved det? Jo, da. Vi overvejer mulighederne.

Hilsen Centerrådet.